Har du lyst til at synge med dit barn og give dit barn en oplevelse af musik, dans, glæde, overraskelse og nærhed, så er du velkommen til babysalmesang i tipi’en på Torvet under Horsens Holder.
Sammen med fantastiske Kirsten fra Vor Frelser Kirke skal vi sammen synge salmer og børnesange, mens vi laver fagter og bruger rekvisitter og rytmeinstrumenter, som f.eks. klokkesnor og tørklæder. Sangene og det musikalske samvær stimulerer barnets sanser, motorik og glæde ved musik og er en god inspiration med idéer til sange og lege med barnet.
Der kræves ingen forudsætninger for at deltage i babysalmesang – kun lysten til at være sammen med sit barn.
Arrangementet er gratis og for babyer mellem 1-10 måneder og deres voksen. Der er både plads til, at du kan komme alene eller sammen med andre. Vi glæder os til en hyggelig og anderledes udgave af babysalmesang.
Efter babysalmesang har du mulighed for at lave babyaftryk på keramik i tipi’en med Art by Me. Læs mere om dette i programpunktet “Babyaftryk x Art by Me”.