Performance i det fri præsentere:
Hesselholdt & Mejlvang
Caroline Lunden, lørdag 7 juni kl. 11:00
I performanceværket SOS Save Our Souls graver kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang det universelle nødsignal, SOS, direkte i græsplænen foran Horsens Kunstmuseum. Iført hvide dragter, inspireret af græske sejrsgudinder, fjerner de forsigtigt græstørv og efterlader et monumentalt aftryk i jorden. Morsesignalet ”••• – – – •••” fungerer som en anråbelse, et råb om hjælp, der peger på klimaets, naturens og menneskehedens sårbarhed.
Gennem den fysiske handling og gentagelsen af sætninger, der spiller på SOS-akronymet, væves referencer til klimakrise, politisk uro og menneskelig solidaritet. Kunstnerne bevæger sig mellem gravning og fordybelse – de lægger sig i formationens huller og streger, mens deres hvide kostumer gradvist bliver mere beskidte.
Værket efterlades som et åbent sår i landskabet og forandrer sig over tid, og hvor nødsignalet vil for en tid stå tilbage som et visuelt opråb.



