Kom med på tur rundt i Horsens og hør mere om vandforsyning gennem 150 år i anledningen af, at det i år er 150 år siden, der for første gang blev åbnet for hanen på Horsens’ første vandværk i Egebjerg.
I dag er det rene vand en selvfølge for de fleste, men det rene vand er også – og har siden grundlæggelsen været – en kilde til folkesundhed, erhvervs- og byudvikling. Opførelsen af Egebjergværket i 1876 er på mange måder imponerende – også set med nutidens øjne. Fra beslutningen blev endeligt truffet i byrådet, til der kunne åbnes for hanerne første gang, gik der ikke mere end to år.
Byvandringen er en del af indvielsen af 20 nye kunst-kloakdæksler, som markerer tre store jubilæer i byen, nemlig Horsens Vand A/S (150 år), Horsens Folkeblad (160 år) og Løvbjerg (100 år). Projektet forener kunst og infrastruktur og sætter fokus på det system, der ligger skjult under vores fødder – og som hver dag får byen til at fungere. Andreas Boesen, der er formand for Horsens Vand A/S holder tale.
Kunstdækslerne er støttet af Horsens Vand A/S, Horsens Folkeblads Fond, Tove og Carsten Løvbjergs Almene Fond og Jyske Medier.
Læs artiklen om kloakdækslerne i Horsens Folkeblad her, hvor du også kan se et kort over ruten.
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig. Tilmeld dig ved at klikke her.
Vi mødes ved pladsen foran Søndergade 26 (det gamle rådhus).



