Om Horsens Holder

Horsens Holder er en fire dages festuge i Horsens Kommune, der blev afholdt for første gang i 2022.

Festugen en tilbagevendende begivenhed hver sommer, hvor alle kan bidrage og være en del af festen, der indeholder både koncerter, fællessang, byvandringer, børnefest, kunst, bevægelse, workshops, foredrag og meget, meget mere.

Det er kulturaktører, foreninger og borgere, der står bag de mange arrangementer. Det er nemlig meningen, at alle kan være med som aktør – og alle har mulighed for at byde ind med forslag, ønsker og bidrag.

Vi vil gerne samle en masse forskellige oplevelser rundt i hele Horsens Kommune under en fælles paraply, der tilbyder kultur, fællesskab og oplevelser til både horsensianere og gæster i byen.

Baggrunden

Horsens Holder står på skuldrene af et særligt initiativ, der blev skabt som følge af en ny og anderledes situation.

For da Danmark og resten af verden i 2020 blev ramt af covid-19-pandemien, opstod en ny og anderledes kulturevent i Horsens – nemlig Horsens Hideouts.

Konceptet var små oplevelser på særlige steder, der startede i forbindelse med, at alle de store kulturevents blev aflyst på grund af pandemien.

I 2021 voksede Horsens Hideouts med mange nye arrangementer og aktører og begyndte at tage form af en slags festuge i Horsens midtby.

Og det er på den baggrund, at Horsens Holder er blevet til.