horsens holder - 4 dages festuge

Horsens holder er tilbage
– og du kan være med

Horsens’ helt egen festuge Horsens Holder vender tilbage den 8.-11. juni 2023 med nyt program, nye idéer og nye samarbejder.

Hvordan skal Horsens Holder 2023 se ud? Er det kunstnermarked, morgenyoga og børneløb? Baggårdsbio, strikkeworkshop og små koncerter? Havnerundfart, gallerivandring og svampetur?

Planlægningen er i fuld gang, og idéer til at få aktiviteter rundt i hele Horsens Kommune er der masser af.

Efter et brag af en festuge i 2022 vender Horsens Holder nemlig tilbage til sommer – nærmere bestemt den 8.-11. juni 2023, hvor Horsens og omegn igen forvandles til et sandt mekka af oplevelser for både store og små, unge og ældre og alle dem, der har lyst til at deltage i byens helt egen festuge.

Jeg glæder mig til, at vi igen har mulighed for at skabe en masse sjove, spændende og anderledes oplevelser rundt omkring i hele Horsens. Jeg synes, det var fantastisk at se sidste år, hvor mange arrangementer, der blev skabt i kommunen – og hvor mange samarbejder på tværs af forskellige kulturaktører, der blev skabt som en del af Horsens Holder, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

Nyt projekt på Torvet

Programmet for Horsens Holder 2023 er i fuld gang med at blive planlagt, og du kan blandt andet komme til Alderbedst i Vitus Berings Park, Foreningernes Arena på Langelinie og blandt andre Platform K, Kulturstationen, Horsens Teaterfestival, Musik- og Balletskolen, HumanLab, Horsens Sund By, Horsens Bibliotek, Vor Frelsers Kirke og flere af byens foreninger er i gang med at planlægge, hvad de vil have på programmet til årets festuge.

Mens der sidste år var flere store koncerter på Torvet, bliver det dog ikke tilfældet i år. Koncerterne blev holdt som et helt særligt tiltag for at fejre renoveringen af gågaden og Torvet. Til gengæld er det igen kommunens mange lokale og forskellige kulturaktører, som skaber et fælles program for og med horsensianerne, der er i fokus.

Derudover er der et helt nyt torveprojekt på vej, og til åbningen af Horsens Holder præsenteres nogle nye, midlertidige opholdssteder og hyggelige områder på Torvet til glæde for både områdets forretninger, gæster og torvehandlen. Meningen er, at de nye områder bliver stående sommeren over.

Nye initiativer på vej

Som noget nyt kommer årets festuge desuden til at arrangere særlige oplevelser for den yngre målgruppe. Arrangørgruppen bag Horsens Holder i fuld gang med at planlægge en række arrangementer for og med unge, der også bliver en del af Horsens Holder 2023. Målet er at tilbyde nye og anderledes oplevelser til en yngre målgruppe

Aktiviteterne vil variere og fordele sig over flere typer af arrangementer og kulturelle aktiviteter under Horsens Holder. En del af processen kommer også til at omhandle ungeinvolvering, så aktiviteterne skabes både for og med de unge.

Et andet nyt initiativ er, at Langelinie om lørdagen under Horsens Holder i år bliver omdannet til en sand legeplads for alle byens foreninger kaldet Foreningernes Arena.

Det betyder, at foreningerne denne dag får frit spil til at komme og vise frem, hvad lige præcis de kan tilbyde. Her kan de deltagende foreninger alle medbringe en aktivitet, der kan prøves af de besøgende, og der er mulighed for at tage hele Langelinie i brug – også til vandaktiviteter med paddleboards, roning eller måske endda en oppustelig badmintonbane. Oplægget er simpelt: Kun fantasien sætter grænser.

For yderligere info omkring Foreningernes Arena – kontakt fritidskonsulent Helle Fisker på hfi@horsens.dk.

Et tredje nyt initiativ er, at Vitus Berings Park i år kommer til at danne rammen for oplæg, aktiviteter, videndeling og debatter, der giver inspiration til, hvordan man kan skabe et godt og aktivt liv i en moden alder.

Initiativet kaldes AlderBedst, og er skabt i samarbejde mellem Seniorrådet i Horsens, Horsens Sund By samt en lang række af byens frivillige foreninger og organisationer.

Har du lyst til at blive en del af et frivilligt fællesskab og hjælpe til med praktiske opgaver i forbindelse med afvikling af AlderBedst til Horsens Holder, kan du kontakte Kristina Rahbek Schmidt fra Horsens Sund By på kra@horsens.dk.

Herudover kan nævnes, at Horsens Museum har tre byvandringer på programmet, der blandt andet kommer til at omhandle det muntre Horsens og det dunkle Horsens. Horsens Museum arrangerer også en arkæologisk vandring med et spiseligt indslag. Fængselsmuseet planlægger en stumfilmsvisning, der bliver akkompagneret af livemusik, og på Horsens Kunstmuseum kan man komme til ‘Kunst og frokost’ med keramiker Klara Lilja.

Bliv en del af Horsens Holder

Mere end 35 forskellige aktører var en del af programmet i 2022 med knap 100 forskellige oplevelser, og det er håbet, at endnu flere har lyst til at lege med i år, fortæller projektleder Stine Valentin Harritsø.

– Jeg var virkelig imponeret over, hvor mange, der havde lyst til at være med til Horsens Holder sidste år. Men jeg tror og håber også, at endnu flere har lyst til at være med i år. Vi har selvfølgelig evalueret og samlet vores erfaringer fra sidste år, og med det i rygsækken er vi klar til at holde endnu et brag af en festuge, siger hun.

Horsens Holder har netop åbnet for tilmeldingen i år, og interesserede kan læse mere på www.horsensholder.dk, hvis man har lyst til at være en del af årets program med et arrangement. Det kan både være foredrag, koncerter, workshops, sport eller noget helt femte.

Jeg har allerede hørt masser af gode idéer både fra nye interesserede, men også fra mange af dem, der var med sidste år. Jeg er sikker på, der er maser af kreative idéer, og jeg glæder mig til at se, hvad vi kan udrette sammen i år, siger Stine Valentin Harritsø.

Har du spørgsmål eller er du interesseret i at høre mere om, hvordan du kan blive en del af Horsens Holder, så skriv til Stine Valentin Harritsø på svah@horsens.dk.